God arbejdslyst indeks

Din arbejdslyst er vores forskningsfokus!

I Videncenter for God Arbejdslyst forsker vi i god arbejdslyst. Fra første gang du træder ind over dørtrinnet til en arbejdsplads, og frem til du går på pension, bruger du de fleste af dine vågne timer på arbejdet. I hverdagene, hen over årene, det meste af livet igennem.

Og derfor er arbejdslysten helt åbenlyst vigtig for dig, for din familie og dine kolleger!

Vores forskning dokumenterer også arbejdslystens betydning for virksomhedernes bundlinje – og for samfundsøkonomien. Det kan du læse meget mere om i vores analyser og rapporter.

God Arbejdslyst Indeks

Vi har udviklet vores eget God Arbejdslyst Indeks. Heri afdækker vi syv faktorer, der tilsammen forklarer størstedelen af danskernes arbejdslyst – som i øvrigt har stor betydning for vores generelle oplevelse af lykke og livskvalitet.

Her på siden kan du læse meget mere om de syv arbejdslystfaktorer og om forskningsmetoden bag.

Hvad er god arbejdslyst?

Vi kender udtrykket ”god arbejdslyst” – men hvad er det egentlig?

I Videncenter for God Arbejdslyst skelner vi mellem arbejdsglæde og arbejdslyst.

Ifølge ordbogen er glæde den følelse, vi får, når vi ser på noget, vi godt kan lide eller på anden måde oplever behageligt eller tilfredsstillende. Glæde hænger sammen med jubel, fryd og triumf. Men et almindeligt arbejdsliv kan også byde på meget andet.

Arbejdslyst handler i højere grad om trivsel og motivation. Om at styrke eller (gen-)finde viljen til at være med og gøre en forskel – for sig selv og andre. Også når det er svært.

Syv faktorer er afgørende for arbejdslysten

Vores forskning dokumenterer, at især syv faktorer har betydning for danskernes arbejdslyst – og for oplevelsen af lykke og livstilfredshed generelt.

1. Giver arbejdet mening?

Det er godt for din arbejdslyst, når du oplever, at du bruger dit arbejdsliv på noget, der giver mening for dig selv og andre – og når du kan se, at netop dit bidrag har værdi.

Det betyder meget for min motivation, at jeg har en fornemmelse af, at min indsats nytter noget.

Mål arbejdslysten med de syv faktorer i GAIS

De mange års viden fra God Arbejdslyst Indeks er blevet omsat til trivselsmålinger. 

Med en GAIS trivselsmåling kan både den enkelte og hele arbejdspladsen få indsigten i arbejdslysten og omsætte det til handling. 

Metoden bag God Arbejdslyst Indeks

De syv faktorer i God Arbejdslyst Indeks er ikke grebet ud af den blå luft. På baggrund af grundig research i danske og internationale studier identificerede Videncenter for God Arbejdslyst og Institut for Lykkeforskning i første omgang 72 faktorer, der har betydning for arbejdslysten.

Disse blev senere kogt ned til de syv faktorer, vi kender fra God Arbejdslyst Indeks

Forklarer størstedelen af danskernes arbejdslyst

I samarbejde med Kantar Gallup blev faktorernes vigtighed for arbejdslysten i 2015 første gang testet på 2500 repræsentativt udvalgte danskere. Avancerede beregninger viste, at de syv faktorer tilsammen forklarede 71 procent af danskernes arbejdslyst – på tværs af brancher, køn, alder, uddannelsesniveau, geografi mm. Løbende kvalificering af modellen har betydet en stigning i forklaringsgraden, så den er på hele 75 %.

Selvom de syv faktorer ikke forklarer hele arbejdslysten, forklarer de en rigtig stor del – og de er derfor et rigtig godt sted at starte, hvis man ønsker at øge trivslen på arbejdspladsen.

Data fra flere end 40.000 personer

Datagrundlaget til God Arbejdslyst Indeks indsamles årligt ved brug af kvantitativ og kvalitativ metode. Flere end 40.000 danskere har deltaget i vores indeksundersøgelser, som vi har gennemført i samarbejde med anerkendte analyseinstitutter som Kantar Gallup og Epinion.

Respondenterne i vores indeksundersøgelser er repræsentativt udvalgt på tværs af køn alder, geografi, uddannelsesniveau og jobområder. De er alle i aldersgruppen 18 +, aktuelt tilknyttet arbejdsmarkedet og har mindst én leder over sig.

Udvikling af undersøgelsesmodeller

Undersøgelserne baserer sig på en model over de faktorer, der skaber god arbejdslyst. Modellen er oprindeligt udviklet af Videncenter for God Arbejdslyst i samarbejde med Institut for Lykkeforskning og Kantar Gallup og er siden 2015 løbende blevet kvalificeret og forfinet. Modellen er baseret på grundig videnskabelig metode, anerkendt forskning og litteraturstudier.

Spørgeskema

Undersøgelsesmodellen er operationaliseret, hvilket vil sige at den består af spørgsmål, der kan afdække faktorerne i modellen. Spørgeskemaet består af skalerede udsagn.

Analysemodel

Kantar Gallup/Epinion kontrollerer de indsamlede data i analysemodellen ved at undersøge strukturen i data, dels eksplorativt og dels konfirmativt. Ved eksplorativ kontrol forstås en analyse, hvor spørgsmålene grupperes, således som de naturligt falder ind i grupper uafhængigt af den konstruerede model. Ved konfirmativ kontrol forstås et tjek af de tiltænkte gruppers kvalitet i sammensætningen.

I undersøgelserne viser begge metoder særdeles god overensstemmelse med den definerede model. Spørgsmålene afdækker i meget høj grad de elementer, de skal afdække. Selve beregningsmodellen er af typen Structural Equation Modelling, der metodisk hører hjemme i kategorien af regressionsanalyser til beregning af kausalsammenhænge mellem en afhængig variabel (her “arbejdslyst”) og andre uafhængige variabler (i dette tilfælde de syv faktorer samt jobsikkerhed og løn). Hermed estimeres effekten af den uafhængige variabel på de afhængige variabler, mens der kontrolleres for betydningen af de øvrige uafhængige variabler.

Cases og eksperter

Som supplement til de kvantitative undersøgelser interviewer vi forskellige eksperter, der skal illustrere arbejdet med de forskellige arbejdslystfaktorer. Dette er gjort ved hjælp af semistrukturerede interviews.

Ligeledes gør vi flittigt brug af bidrag fra førende forskere, ledere og andre eksperter, som kan belyse arbejdet med de valgte faktorer. Cases såvel som eksperter understøtter og perspektiverer resultaterne fra den repræsentative undersøgelse, der er evidensgrundlaget for God Arbejdslyst Indeks.

Læs mere om bidragyderne til vores videnspublikationer.