Af Hans Henrik Knoop, lektor, Aarhus Universitet, ekstraordinær professor, North-West University, Sydafrika
Tænk tilbage på en god arbejdsdag, hvor du ikke havde noget at skulle have sagt. Dukker der overhovedet nogen dage op i erindringen? Formodentlig ikke, for mennesker, ja levende væsener i det hele taget, fungerer ikke via fjernstyring. Man duer nærmest ikke til noget, hvis ikke man har magt, som man har agt – i hvert fald ikke sådan rigtigt. For hvis man ikke kan gøre dét, man mener bør gøres, vil man i sagens natur heller ikke kunne gøre det helhjertet, hvilket er værre, end man umiddelbart skulle tro.
”Helhjertethed” lyder måske som et stort ord på en arbejdsdag, men det burde det egentlig ikke, for hvem vil gerne genopleve en arbejdsdag, man kun halvhjertet kom igennem? Vi fungerer ganske enkelt bedre, når vi oplever at have tilstrækkelig frihed til at gøre, hvad vi mener, er det rigtige, end når vi ikke har kontrol over situationen. Derfor opleves afmægtighed ubehagelig. Derfor er fængselsstraf afskrækkende, og derfor er vi på vagt over for ethvert tiltag, som indebærer tab af frihedsgrader.
Selvfølgelig er et vist tab af frihedsgrader i bestemte situationer acceptabelt, og ikke sjældent endog betryggende. Fx oplever de fleste det nok primært betryggende, at det er forbudt at slå folk ned på gaden, og at alle er tvunget til at holde til højre i trafikken. Selvom den begrænser frihedsgraderne, opvejes ulemperne så rigeligt af den øgede tryghed, man opnår. Men som hovedregel foretrækker mennesker frihed frem for tvang, fordi det opleves mere livsbekræftende at kunne gøre, hvad man vil, end ikke at kunne.
Ved nærmere eftertanke burde alt dette være selvindlysende. Men at noget er selvindlysende vigtigt, er som bekendt ikke nogen garanti for, at det ikke alligevel sættes over styr i styringsprocesserne. Vi hører således fortsat beretninger om, hvordan dygtige og ansvarsbevidste medarbejdere oplever ikke at kunne tage tilstrækkeligt ansvar for noget, de både er interesserede i og kvalificerede til at udføre. Netop fordi arbejdet kontrolleres unødigt stramt af andre – måske af ren uvidenhed eller måske fordi kontrollanternes job er betinget af, at der er nok at kontrollere.
Dette er ikke stedet til at gå i dybden med disse problemstillinger, og observationer. Men den unødige kontrol peger på problemer, som arbejdsmarkedets parter har en fælles interesse i at få løst, og som vi har viden nok til at kunne løse.
Et eksempel på viden, man ganske ukontroversielt kan bringe i anvendelse her, er illustreret i Figur 1 på næste side. Forskningen bag figuren kaldes selvbestemmelsesteori1 og er formodentlig det bedste bud på en opgradering af Maslows kendte behovsteori, som vi har i dag.
Figuren viser, hvordan oplevelseskvaliteten for en person – inkl. oplevelseskvaliteten i arbejdslivet – stiger, efterhånden som man bevæger sig mod højre og bliver mere helhjertet (autonomt) motiveret for tingene. Hovedpointen er, at arbejdet, ja livet i det hele taget, opleves bedre, i den grønne zone, hvor man er helhjertet motiveret, end i den røde, hvor man ikke er det.
Mindst motiveret (amotiveret) er man i første kolonne, hvor man ikke styrer noget, og alting derfor forekommer lettere ligegyldigt. En medarbejder i denne tilstand er helt tom i øjnene og oplever arbejdet deprimerende.
I de næste to kolonner er man mere eller mindre presset og styret udefra (ydre, kontrolleret motivation), og man vil typisk afbryde en aktivitet i samme øjeblik presset forsvinder. Her møder medarbejdere primært op, fordi de har brug for pengene eller på anden vis er pressede til det. Interessen for arbejdet kan her ligge på et lille sted.
Helt anderledes bliver oplevelsen imidlertid, når man bevæger sig over i zonen for autonom motivation, hvor man ”har sig selv med” i arbejdet og i den betydning er ”helhjertet”. Kolonne fire og fem er således udtryk for, at man har valgt at gøre noget, fordi det opleves meningsfuldt, uanset om det er lederen, kunderne, familien, én selv eller noget helt femte, der har foranlediget det. Her vil man bogstavelig talt bære sin byrde med et smil, disciplinere sig selv meningsfuldt, gøre sin pligt og tage sin del af slæbet – ikke primært fordi man skal, men fordi man er overvist om, at det man skal, er det rigtige at gøre, og man derfor gerne vil. Her har vi de pålidelige, hårdtarbejdende, kvalitetsbevidste og engagerede medarbejdere, som er stolte af deres arbejdsplads og ikke mindst af deres eget bidrag.
Og så er der Kolonne seks, hvor vi alle ønsker at befinde os så meget af tiden som muligt – zonen for indre motivation. Her finder vi alle vores yndlingsaktiviteter, vores hobbyer, sport, leg og spil. Det er her, vi er, når vi holder weekender og ferier. Og her befinder vi os, når vi brænder for vores arbejde, når vi er ildsjæle, og når vi mærker dyb tilfredsstillelse og glæde ved at gøre os umage med arbejdet.
De fleste af os vil nok i et eller andet omfang opleve alle seks tilstande i løbet af en dag, men de helhjertede tilstande – hvor vi altså oplever tilstrækkelig frihed, medbestemmelse og kontrol over egen situation – er på alle måder bedre for vores sundhed, for vores humør og for kvaliteten i arbejdet. Frihed bør med andre ord ikke reserveres til fritiden, selvom det sprogligt ligger lige for. Frivilligt socialt arbejde må ikke – til trods for at det typisk er ulønnet – forlede folk til at tro, at lønnet arbejde dermed ikke kan være frivilligt. Ingen husker gode arbejdsdage, man modvilligt slæbte sig igennem, og ingen medarbejder eller arbejdsgiver har den fjerneste interesse i arbejde, som virker frastødende, hvis det kan undgås.
Vi har kort sagt brug for at opleve mening i livet
– også når vi arbejder. Og vi har brug at kunne disciplinere os helhjertet – også når tingene ikke lige går, som vi ønsker. Som Jeppe Aakjær i 1906 har vi i 2021 brug for at kunne bære vores byrde med et ægte smil. Med lidt kundskab og snilde vil vi endog kunne opleve arbejdet gå som en leg en stor del af tiden. Ikke fordi det er let, men fordi det er svært nok til, at man er nødt til at gøre sig umage og fordybe sig i det og dermed hæve sig over kedsommeligheden. Og fordi den slags arbejde udføres med langt højere kvalitet end alternativet – og omverdenen derfor løbende vil påskønne os for det.
Den slags arbejde finder ikke sted uden oplevelsen af at have tilstrækkelig frihed og medbestemmelse.
