Det er jo lidt af et paradoks, at store virksomheder har pengene og tusindvis af talentfulde medarbejdere, men de mangler ofte, at medarbejderne føler et vist ejerskab til virksomheden. Medarbejderne mangler et ægte engagement. Ligeledes er det et faktum, at 62 procent af amerikanerne ikke længere vil være lønmodtagere. De vil i stedet starte deres egen virksomhed1, og i Danmark har lidt over en fjerdedel overvejet at starte egen virksomhed2. Hvorfor? Er frihedstrangen blevet for stor og medbestemmelsen for lille?
Ifølge forfatterne til bogen ’Humanocracy ’3, skal virksomheder til at fokusere noget mere på ”bottom-up entrepreneurship” i stedet for at bruge alle pengene på lederudvikling. Hver enkelt medarbejder skal have følelsen af et ejerskab i den virksomhed, som de arbejder i. For ejerskabet er ifølge forfatterne med til både at sikre engagement, jobtilfredshed og commitment i organisationen.
Ejerskabet kan have mange ansigter, men som vi også har givet perspektiver på i denne rapport – så kommer ejerskabet også af medbestemmelse. Oplevelsen af at være med til at sætte retningen, være med i udviklingen og være med til at definere roller og ansvar. Nogle virksomheder har nærmest givet nøglerne til medarbejderne i overført betydning – mens andre er på en rejse mod mere medbestemmelse og beslutningskraft til medarbejderne.
Og der er måske ikke en facitliste her. Men vi kan se i nærværende rapport, at medbestemmelse kan betyde rigtig meget forskelligt, alt efter hvilken organisation du befinder dig i. Og i den følgende artikel får du et perspektiv på, hvorfor en leder med et attraktivt job i LEGO® har valgt også at starte sin egen virksomhed.
Denne artikel indgår i rapporten "Medbestemmelse - frihed eller forbandelse". Du kan læse hele rapporten her: RAPPORT: Medbestemmelse – frihed eller forbandelse – Videncenter for God Arbejdslyst