Mestring
2021
Fagartikel

Du er ikke din egen lykkes smed

Vi vil så gerne lykkes i vores faglighed. Men måske ligger lykken ikke i at lykkes alene – men sammen med andre i udviklende fællesskaber.

Af Videncenter for God Arbejdslyst

Vi vil gerne som mennesker mestre vores job. Og når vi ikke gør det, så udfordrer det arbejdslysten. Men mestring er jo langt mere end bare at være fagligt stærk og velkvalificeret. I artiklen her sætter vi spot på, om mestring kun er en individuel præstation eller det i højre grad sker i et stærkt fællesskab.
Når vi skal tilegne os nye færdigheder og kompetencer og i hele taget dygtiggøre os som mennesker, så sker det i høj grad i forskellige fællesskaber. Det er en integreret del af vores dagligdag, og hele ugen igennem organiserer vi vores arbejdsliv med kolleger, klienter, borgere, kunder etc. for at levere et godt stykke arbejde.

Alt arbejde foregår i en social kontekst

Vi er dermed afhængige af at kunne mestre socialt. Stort set alt arbejde foregår i en social kontekst, hvor vi skal interagere med hinanden og knytte personlige relationer til gavn for fællesskabet. Vores undersøgelse viser, at danskerne generelt har en høj temperatur på social mestring (79). Det er også den højeste temperatur af alle tre mestringsdimensioner. Det er vigtigt, at vi fungerer sammen med vores kolleger og kan indgå i praksisfællesskaber, hvis vi skal udvikle os som mennesker, og hvis vi skal træne vores faglighed.

Etienne Wenger skitserer i sin bog, Praksis Fællesskaber1 en model, der viser, hvilke karakteristika der kendetegner et praksisfællesskab. I denne her kontekst kunne det være et arbejdsfællesskab. Det er tydeligt, at det, som definerer et fællesskab, er det gensidige engagement – at man gør tingene sammen og dyrker relationerne på trods af forskellighed. Denne tilgang afføder et fælles repertoire, som kan bestå af nye rutiner, værktøjer og andre måder at gøre tingene på2.

Ny viden i fællesskabet

Praksisfællesskaber er således kendetegnet ved, at nye indsigter formes til ny viden. Det er samtidig her, at de stærke kompetencer bliver etableret i respekt for den individuelle viden og erfaring. Praksisfællesskaberne er også afgørende for, om organisationen kan agere kompetent. Men nogle steder er disse læringsfællesskaber måske udfordrede eller nedprioriterede.

Ikke længere kun individuel læring

I mange år har vi set et øget fokus på individuel kompetenceudvikling. Og vi er taget på et hav af eksterne kurser for at opkvalificere vores viden på en lang række områder. Hvor mange kan sige, at de ikke på et eller andet tidspunkt har været på et kursus, hvor den opnåede viden aldrig rigtig blev omsat i virksomheden? Du var helt høj på viden og inspiration, da du kom hjem, men måneden efter var det meste af den nye viden gået lidt i glemmebogen. Du fik det ikke omsat i konkrete projekter, og der var heller ikke nogen, der bad dig om at fortælle om den nye viden, du havde tilegnet dig.

Når vi lærer i praksisfællesskaber, så handler det ikke om ny ekstern viden til dig eller mig, det handler om at lære af de kompetencer og den viden, der befinder sig i fællesskabet allerede. Det handler om at udveksle erfaringer, videndele, give feedback og blive endnu bedre til at lære af hinanden.

Denne artikel indgår i rapporten "Mestring - pres eller potentiale". Læs hele rapporten her.


Referencer:

  1. Wegner 2004
  2. Ibid.