Hvordan hænger følelsen af at skabe resultater sammen med lysten til at gå på arbejde? Det spørgsmål undersøger vi i denne rapport fra Videncenter for God Arbejdslyst.
Sammen med analyseinstituttet Epinion har vi spurgt over 2.500 danskere om deres oplevelse af resultater i hverdagen. Undersøgelsen giver et klart billede af, hvor meget resultatskabelse betyder for både trivsel og motivation – og hvordan det kan være nøglen til at fastholde medarbejdere.
Rapporten rummer ikke kun tal og grafer. Du får også cases fra virksomheder, der har turdet nytænke arbejdets organisering – og perspektiver fra nogle af landets førende eksperter i ledelse og trivsel.
Undersøgelsen dokumenterer, at det har en direkte effekt på arbejdslysten, når vi oplever at skabe resultater i løbet af arbejdsdagen.
”Vi ønsker i højere grad at kunne fastholde dygtige medarbejdere, som motiveres af samarbejde – og af at se gode resultater på tværs frem for af en mere individuel heltedyrkelse.”
– Annelise Goldstein, HR-chef, Maersk Tankers
Rapporten introducerer en model inspireret af filosoffen Hannah Arendt. Den skelner mellem tre typer resultater i arbejdslivet – og giver et bud på, hvordan man kan skabe balance mellem dem.
”Hvis vi i jagten på målet og resultaterne kommer til at efterlade spor af mistrivsel bag os, bør vi spørge os selv, om vi opnår vores resultater på den rigtige måde.”
– Stephen Holst, arbejdsmiljø- & ledelsesrådgiver
Rapporten samler viden fra forskere, ledere og praktikere, der giver nye indsigter i sammenhængen mellem trivsel, arbejdslyst og resultater. Du kan blandt andet læse om, hvordan Rahbek Media og Maersk Tankers har gentænkt deres måde at organisere arbejdet på – og dermed også deres måde at skabe resultater på.
Download rapporten ovenfor