Denne artikel indgår i rapporten "Mening - fryns eller nødvendighed" .
Af Videncenter for God Arbejdslyst
Kan vi blive for afhængige af vores job? Når vi selv er medansvarlige i at finde mening i arbejdslivet, er det interessant at undersøge, om det kan give bagslag at have for meget af vores identitet med på arbejdet. Det giver den risiko, at vi kommer til at filtrere vores oplevelser gennem de betingelser, markedet opstiller for os, og det øger vores sårbarhed, hvis hele vores identitet er hægtet op på jobbet1.
Som tidligere nævnt ved vi fra forskningen, at mennesker, der ser deres job som et kald, hvor de gør en forskel for andre mennesker, også har en højere job- og livstilfredshed2. Arbejdet er for rigtig mange mennesker blevet deres passion, hvor job og privatliv i højere grad smelter sammen. Derfor skelner de måske heller ikke så meget mellem arbejde og fritid, når de opgør døgnets 24 timer. Vi kan ydermere dokumentere fra analysen, at de mennesker, der ser deres job som en karriere eller et kald, har en signifikant højere temperatur på indre mening, end de mennesker der kun går på arbejde for at tjene deres løn.
Her kan vi diskutere, om vi alle skal føle vores job som et kald, for at få et meningsfuldt liv. Det er ifølge flere forskere ikke muligt for alle at leve op til nutidens krav om selvudvikling, livslang læring og kompetenceudvikling i arbejdet. Den amerikanske arbejdslivsforsker Arlie Russel Hochschild3 er af den overbevisning, at jo mere af vores liv vi bruger på arbejdet, jo mere vil
det være selvforstærkende og bekræfte os i, at det er det eneste, som livet har at byde på. Det skaber et afhængighedsforhold, hvor arbejdet bliver den primære kilde til mening i tilværelsen. Og det underminerer samtidig oplevelsen af, at vores identitet hviler på mange andre faktorer også.
Tidligere så vi en større opdeling mellem arbejdsliv- og privatliv. Du tog på arbejde, og du kom hjem. Det var mere eller mindre to adskilte enheder og havde ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre. I dag oplever rigtig mange, at deres arbejdsliv også er deres privatliv. Dette perspektiv underbygges i Morten Albæks bog "En tid, et liv, et menneske", hvor han er fortaler for, at mennesket kun har ét liv, og at der ikke er noget arbejdsliv og privatliv. Der er kun ét liv. Men faren kan være, at arbejdslivet får den primære plads i vores liv og bliver definerende for, hvem vi er som mennesker4. Vi kender selv talemåden, når vi spørger vores sidemand til et selskab: "Hvad laver du så?". Underforstået, hvad beskæftiger du dig med i dit arbejdsliv? Det er sjældent, at vi hører formuleringen "Hvem er du så?". Vi tænker ikke længere over det, men arbejdet er blevet en accepteret måde at definere vores identitet på.
Vi ved fra tidligere indeksanalyser, at netop balance i livet har den tredje højeste effekt på arbejdslysten - kun overgået af mening og mestring5. Samtidig er balancen også den faktor, der har den laveste temperatur, og dermed også det område som danskerne synes halter mest. Potentialet er altså stort for at skabe en større arbejdslyst ved at dvæle ved balancen mellem vores arbejde og privatliv.
Men hvis hele vores identitet er hængt op på vores arbejdsliv, så stiller vi os i en sårbar position, hvor vi pludseligt kan blive overflødige pga. en organisationsændring, et ændret fokus eller en nedskæring på jobbet. Her kan vi se i vores analyse, at netop afskedigelser, omrokeringer og besparelser har stor indflydelse på, hvor høj en grad af arbejdslyst og mening, vi oplever i vores dagligdag.
Samfundsfilosoffen Axel Honneth6 går så langt som til at sige, at vores individuelle selvrealiseringsprojekter i arbejdslivet for mange har ført til en oplevelse af tomhed og mangel på formål i livet samt en følelse af, at vi er blevet overflødige som mennesker. Vi har ifølge hans forskning brug for at være en del af sociale grupper og institutioner mere end et ensidigt fokus på konstant at udvikle og realisere os selv.
Derfor stiller psykolog Svend Brinkmann7 måske lidt provokerende spørgsmålet om, hvorvidt vi skal tilbage til den klassiske lønarbejderlivsform for at finde den reelle mening i tilværelsen. Her hvor vi går på arbejde og finder mening sammen med vores kollegaer og i vores interaktion med civilsamfundet. Hans postulat er, at det forpligtende fællesskab med kollegaer kan give mening og en mere stabil identitet end vores grænseløse jagt på selvudvikling og vores midlertidige søgen efter overfladiske relationer i konsulentlivet. Måske ligger svaret midt i mellem, men det giver grobund for at undersøge, hvilken betydning vores kolleger har for vores oplevelse af mening.
Selvrealisering i arbejdslivet kan føre til tomhed og mangel på formål i livet.